Kategoriarkiv: Hovedretter

Chili con carne

Chili med oksekød, bacon og bønner – tidskrævende, men det hele værd. Stor stor portion, så der er mad til mange eller til flere dage.

Ingredienser

  • 1-1,5 kg oksekød i tern – af den slags der skal stege/koge længe
  • 1/2 kg bacon i tern
  • 8 store løg (gerne rødløg)
  • 5-6 dåser hakkede tomater
  • 2 dåser chilibønner
  • 2 dåser kidneybønner
  • 3-4 peberfrugter
  • 1 squash
  • 1 spsk spidskommen
  • 2 spsk chilipulver (vælg selv hvor stærk)
  • 4 chilier

Sådan gør du

Steg bacon til det er sprødt. Imens hældes tomater og bønner i en dejlig stor gryde. Mens tomater varmer op og baconen steger, hakkes løg.

Når baconen er stegt drænes den og hældes i gryden. Løgene steges brune (gerne i baconfedtet) og hældes i gryden. Kødet steges – vandet kommer ud, så bliv ved med at stege til det er væk igen.

Imens skæres peberfrugter og squash i tern. Kødes stoppes i gryden og grønsagerne steges let inden også de kommer i gryden. Krydderierne tilsættes, og når gryden koger skrues ned, så det kun lige simrer under låg.

Chilien skal koge så lang tid som muligt og mindst i fem timer. Kødet skal være helt mørt og trævlet, løgene skal være rigtigt svære at finde. Kog den eventuelt en time eller to den ene dag og videre den næste dag.

Hvis den er for tynd kan låget tages af en time eller to, hvis den er for tyk tilsættes mere tomat. Når du selv synes konsistensen er helt rigtig kan du tilsætte mere chili efter behag, evt. “hot sauce”.

Serveres med friskhakket koriander, hvis man er til det, en klat crème fraice og revet stærk cheddar. Ummeguffe.

Kylling Marrakech

Herlig, eksotisk ret med kylling, abrikoser, kikærter og couscous. Lav den som lækker gæstemad eller forkæl familien med den på en hverdag.

Ingredienser

  • 1 stor landkylling
  • 3 fed hvidløg
  • 2 skalotteløg
  • 1 chili
  • bouillon
  • spidskommen
  • reven citronskal fra en øko-citron
  • saft fra en citron
  • saft fra en appelsin
  • ca. 200 g tørrede, saftige abrikoser
  • ca. 200 g forkogte kikærter
  • Tilbehør: 500 g couscous

Sådan gør du

Parter kyllingen i 4 stykker. Brun stykkerne i olie i en stor tykbundet gryde. Tag dem op.

Svits hakket hvidløg og skalotteløg i olien til de er gyldne. Tilsæt chili (med og uden kerner efter smag og type, husk kerner giver brændende smag).

Tilsæt kyllingestykkerne, og dæk dem halvt med boullion. Tilsæt citron, appelsin, spidskommen, salt og peber og lad kyllingen simre i ca. 40 minutter ved svag varme.

Lad abrikoserne og kikærterne koge med de sidste 10 minutter.

Når retten er færdig sies væden fra gennem en sigte el. lign. Giv væden et opkog og hæld 1/2 liter af den over couscousen i en gryde. Læg låg på og lad det trække i ca. 5 minutter – uden der er tændt for varmen.

Tilsæt herefter lidt olivenolie og rør forsigtig rundt i couscousen mens du gradvist åbner for varmen.

Den færdige couscous anrettes med kyllingen, abrikoserne og kikærterne.

Jacobs oksehalesuppe

Solid og velsmagende suppe til de kolde efterårs- eller vinterdage. God at lave i weekenden, hvor der er tid til simre-retter.

Ingredienser

  • ca. 2 kg oksehaler
  • 2 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • frisk chili efter ønsket styrke
  • 3,5 liter vand
  • bouillon
  • 1 dåse hakkede tomater
  • tomatpuré
  • paprika
  • 2 kviste rosmarin

Sådan gør du

Befri oksehalerne for det værste fedt. Brun dem i en tykbundet gryde. Tag dem op.

Svits hakkede hvidløg, chili og revne gulerødder i gryden. Læg oksehalerne tilbage og dæk dem med vand. Tilsæt bouillon, tomater og tomatpuré og rosmarin og paprika. Lad gryden simre i 2-2 1/2 time.

Skum jævnligt fedtet fra. Tag oksehalerne op og løsn kødet og skær det i fine strimler, som kommes tilbage i suppen.

Server med brødcrutoner til.

Daal – indisk linseret

Indisk basisret med linser, spidskommen og karry.

Daal betyder “bælgfrugter”, og der er uendelig mange daal-retter i det indiske køkken. Denne “basisdaal” kan fryses og siden peppes op med friskstegte grøntsager ved opvarmning.

Daal er en fantastisk måde at bruge rester på, for du kan lave en lækker daal af mange forskellige ingredienser. Brug opskriften her som udgangspunkt og variér den efter indholdet i dit køleskab.

Ingredienser

  • 2 snittede løg
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • Gurkemeje
  • Spidskommen
  • Mild karry
  • Evt. snittet peberfrugt/squash/porre
  • Røde eller gule  linser
  • Grøntsagsbouillon
  • Vand
  • Revet ingefær
  • Olie til stegning

Sådan gør du

Løg, hvidløg og evt. grøntsager svitses med gurkemeje, spidskommen og karry til løgene er bløde (i ca. 10 min.). Tag halvdelen af grøntsagerne fra og tilsæt vand, bouillon, linser og ingefær. Lad det koge til linserne er møre (ca. en halv time).

Det kogte blendes og bagefter tilsættes de sidste grøntsager igen. Smag til med salt eller bouillon. Kog ind eller tilsæt vand så konsistensen bliver tilpas.

Serveres med basmatiris eller chapati.