Alle indlæg af Gufmaster

Kærnemælkshorn

Et retro-hit af mørdej med konfektmasse eller æblemos. Nydes afkølede til en god kop kaffe eller the.

Ingredienser

  • 100 g smør
  • 125 g mel
  • 3-4 spsk kærnemælk
  • konfektmasse eller æblemos
  • 1 æg
  • flormelis til glasur (eller perlesukker)

Sådan gør du

Smuldr fedtstoffet i melet. Tilsæt kærnemælk. Saml dejen og læg den i køleskabet i mindst 15 min.

Tag dejen ud af køleskabet igen og rul den ud i to runde plader. Skær pladerne ud i trekanter og læg en spsk konfektmasse eller æblemos på hver. Rul hornene sammen og læg dem på en bageplade – sæt dem på sammenføjningen.

Rør ægget sammen og brug det til at pensle hornene med. Hvis der pyntes med perlesukker skal det drysse på før bagning. Bages i 15-20 minutter ved 225 grader.

Pynt evt. med glasur af flormelis og vand.

Kanelsnegle

Findes der noget mere lækkert end nybagte kanelsnegle? Opskriften her er på helt klassiske snegle, der skal pyntes med glasur i fine farver – hvis de ellers når at køle af, før de er væk.

Ingredienser

Dej:

  • 300 g hvedemel
  • 100 g smør
  • 50 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1 æg
  • 1 dl mælk

Fyld:

  • 100 g smør
  • 100 g brun farin
  • 2 tsk kanel

Desuden: æg til pensling og evt. flormelis og vand til glasur

Sådan gør du

Lun mælken og opløs gæren i den. Kom de resterende ingredienser i og lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Dejen deles i to og rulles ud i firkanter. Fordel fyldet ovenpå dejen og rul to roulader, der skæres i skiver til snegle. Sæt sneglene på en bageplade og tryk dem flade. Lad dem hæve i 20 min.

Sneglene pensles med pisket æg og bages midt i ovnen ved 220 grader i ca. 8 minutter.

Efter afkøling pyntes evt. med glasur af flormelis rørt op i vand.

Chili con carne

Chili med oksekød, bacon og bønner – tidskrævende, men det hele værd. Stor stor portion, så der er mad til mange eller til flere dage.

Ingredienser

  • 1-1,5 kg oksekød i tern – af den slags der skal stege/koge længe
  • 1/2 kg bacon i tern
  • 8 store løg (gerne rødløg)
  • 5-6 dåser hakkede tomater
  • 2 dåser chilibønner
  • 2 dåser kidneybønner
  • 3-4 peberfrugter
  • 1 squash
  • 1 spsk spidskommen
  • 2 spsk chilipulver (vælg selv hvor stærk)
  • 4 chilier

Sådan gør du

Steg bacon til det er sprødt. Imens hældes tomater og bønner i en dejlig stor gryde. Mens tomater varmer op og baconen steger, hakkes løg.

Når baconen er stegt drænes den og hældes i gryden. Løgene steges brune (gerne i baconfedtet) og hældes i gryden. Kødet steges – vandet kommer ud, så bliv ved med at stege til det er væk igen.

Imens skæres peberfrugter og squash i tern. Kødes stoppes i gryden og grønsagerne steges let inden også de kommer i gryden. Krydderierne tilsættes, og når gryden koger skrues ned, så det kun lige simrer under låg.

Chilien skal koge så lang tid som muligt og mindst i fem timer. Kødet skal være helt mørt og trævlet, løgene skal være rigtigt svære at finde. Kog den eventuelt en time eller to den ene dag og videre den næste dag.

Hvis den er for tynd kan låget tages af en time eller to, hvis den er for tyk tilsættes mere tomat. Når du selv synes konsistensen er helt rigtig kan du tilsætte mere chili efter behag, evt. “hot sauce”.

Serveres med friskhakket koriander, hvis man er til det, en klat crème fraice og revet stærk cheddar. Ummeguffe.

Kylling Marrakech

Herlig, eksotisk ret med kylling, abrikoser, kikærter og couscous. Lav den som lækker gæstemad eller forkæl familien med den på en hverdag.

Ingredienser

  • 1 stor landkylling
  • 3 fed hvidløg
  • 2 skalotteløg
  • 1 chili
  • bouillon
  • spidskommen
  • reven citronskal fra en øko-citron
  • saft fra en citron
  • saft fra en appelsin
  • ca. 200 g tørrede, saftige abrikoser
  • ca. 200 g forkogte kikærter
  • Tilbehør: 500 g couscous

Sådan gør du

Parter kyllingen i 4 stykker. Brun stykkerne i olie i en stor tykbundet gryde. Tag dem op.

Svits hakket hvidløg og skalotteløg i olien til de er gyldne. Tilsæt chili (med og uden kerner efter smag og type, husk kerner giver brændende smag).

Tilsæt kyllingestykkerne, og dæk dem halvt med boullion. Tilsæt citron, appelsin, spidskommen, salt og peber og lad kyllingen simre i ca. 40 minutter ved svag varme.

Lad abrikoserne og kikærterne koge med de sidste 10 minutter.

Når retten er færdig sies væden fra gennem en sigte el. lign. Giv væden et opkog og hæld 1/2 liter af den over couscousen i en gryde. Læg låg på og lad det trække i ca. 5 minutter – uden der er tændt for varmen.

Tilsæt herefter lidt olivenolie og rør forsigtig rundt i couscousen mens du gradvist åbner for varmen.

Den færdige couscous anrettes med kyllingen, abrikoserne og kikærterne.

Jacobs oksehalesuppe

Solid og velsmagende suppe til de kolde efterårs- eller vinterdage. God at lave i weekenden, hvor der er tid til simre-retter.

Ingredienser

  • ca. 2 kg oksehaler
  • 2 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • frisk chili efter ønsket styrke
  • 3,5 liter vand
  • bouillon
  • 1 dåse hakkede tomater
  • tomatpuré
  • paprika
  • 2 kviste rosmarin

Sådan gør du

Befri oksehalerne for det værste fedt. Brun dem i en tykbundet gryde. Tag dem op.

Svits hakkede hvidløg, chili og revne gulerødder i gryden. Læg oksehalerne tilbage og dæk dem med vand. Tilsæt bouillon, tomater og tomatpuré og rosmarin og paprika. Lad gryden simre i 2-2 1/2 time.

Skum jævnligt fedtet fra. Tag oksehalerne op og løsn kødet og skær det i fine strimler, som kommes tilbage i suppen.

Server med brødcrutoner til.